Fylde er kun fire bogstaver fra fallos

1.

Da jeg gik på universitetet havde jeg, naturligvis, flere bekendtskaber. Ingen af dem startede i fredagsbaren, som ellers er fordommen, selv om nogle af dem sluttede her. I stedet startede de på læsesalen. Jeg var en flittig studerende og min kærlighed til filosofien var nogle gange svær at adskille fra mit begær i det hele taget. Med en vis forsigtighed vil jeg dog påstå at det er sådan det bør være, at man må anerkende at Sokrates havde ret ved at lade et vist erotisk element spille en rolle for det at lære noget. Jeg lærte i hvert fald i løbet af årene at gennemskue hvem der egentlig var flittige og dygtige, og både ubevidst og bevidst har jeg undgået eller skåret folk fra, fordi de ikke gad læse lektier eller var værd at føre samtaler med. Det er en sans jeg nu har udviklet til så højt et niveau at jeg kan se på folk om de tænker godt. Ved at se på deres manerer eller på den måde de rent fysisk holder om en tekst på – og hvis der er noget, jeg er blevet overbevist om på netop universitetet, så er det at det ydre også er det indre.

Som altid er det de episoder der aldrig blev til noget, som man husker bedst. Eksempelvis husker jeg at gå en hel vinter og kigge efter en meget smuk kvinde som jeg tror læste kunsthistorie, og som jeg overvejede at give mit nummer, indtil jeg en dag gik forbi bag hende på læsesalen og opdagede at hun skrev sine noter i et dårligt opsat Microsoft OneNote, hvilket gjorde at jeg mistede interessen. Omvendt havde jeg et årelangt crush på en historiker fordi jeg en dag havde lagt mærke til at vedkommende brugte de smukke Faber-Castell highlighters i luksuriøse, let knækkede farver og med en harmonisk runding i plastikhylsterets kanter. Da jeg var ung og dum, havde jeg stor foragt for highlighters som jeg syntes var for meget: teatralske og unødvendige. I takt med at jeg blev mere moden og begyndte at tage tingene alvorligt, skiftede jeg dog mening. Nu forstår jeg at det teatralske er nødvendigt, for hvis ikke jeg har lyst til at skrive noter eller highlighte – hvis ikke man begærer at holde sin pen i hånden – så får jeg det ikke gjort. Jeg husker en medstuderende jeg engang gjorde nar ad (undskyld Mathies!) fordi han bruge lineal til at sætte helt lige streger under citater. I dag ejer jeg selv tre forskellige linealer til det formål. 

2.

På et tidspunkt bragte min iver mig til Université de Sorbonne i Paris. Det hører til midt i den del af byen der ligger på Seinens venstre bred, rive gauche, som jeg havde lært at kende på forhånd fra vaskemærket på vintage Yves Saint Laurent-skjorter, og hvis betydning jeg havde googlet indgående. Selvom selve universitetet har ligget der i århundreder, foregår ca. halvdelen af undervisningen på Centre Universitaire Clignancourt der ligger i den nordlige ende af metrolinje 4, lige akkurat indenfor grænsen af selve Paris’ 20 arrondissementer. Et sted jeg ikke havde googlet, og hvor koncentrationen af sælgere af illegale cigaretter ved Metrostoppet er en af de største i Paris. På ægte fransk maner skal man overleve to års undervisning i denne Corbusier-inspirerede betonbygning før man får lov at komme ind til terazzogulvene på det gamle Sorbonne. Som udvekslingsstuderende havde man dog en mere fri adgang til undervisningen, og jeg havde derfor nogle dage om ugen hvert sted. Det gjorde at jeg arbejdede skiftevis på læsesalen begge steder, og jeg kunne ikke lade være med at hænge mig i forskellene. På det gamle Sorbonne sidder man vitterligt nedenunder et fresko af videnskaben – malet som en kvinde med bare patter – omgivet af tre lag stuk. Man læser ved gamle træborde belagt med linoleum, og alle håndtag er guldbelagte i de håndskårede døre. Det var selvfølgelig en stor oplevelse at læse franske klassikere fra Descartes i den slags omgivelser, og jeg udviklede hvad jeg forventer bliver en livslang fascination af René Descartes her. 

På trods af dette endte jeg med at holde mere af La bibliothèque Clignancourt med dens den rå beton og de med vilje blotlagte vandrør – tænk et lidt tættere og mere hyggeligt Centre Pompidou – fordi lysindfaldet og indeklimaet trods alt var bedre i denne nyere bygning. Efter undervisning og en espresso fra møntautomaten (1 euro, serveret i en 1 dl stor hvid plastikkop) gik jeg en dag op mod en af de pladser jeg foretrak, på anden sal i den nordlige ende. Her så jeg lige ved hovedtrappen en meget smuk kvinde skrive noter til nogle bøger om hvad der så ud til at være statistisk metode for sociologi. Hun var en af den slags kvinder man ønsker sig at se når man vælger at tage på udveksling til Frankrig. Cool, og med vintage jeans der sidder på den der helt rigtige nonchalant måde, ikke for stramt og ikke for løst, som kun franske it-girls kan ramme helt rent. Løst hår, som jeg husker det, og en oversized striktrøje. Det mest tiltrækkende ved hende var dog hendes noteapparat. To farver highlighter og par ark notepapir liggende lidt skødesløst omkring sig. Som næsten alle franske studerende skriver hun noter på dobbelte ark hvor et A3-ark er bukket på midten og der er trykt linjer så man som et ark fra en hæftet bog reelt kan skrive på fire A4-sider på ét stykke papir, de såkaldte copie double. Og selvfølgelig en pæn skråskrift der slap ved hver 3-4. bogstav:  hot girl stuff. Men det var trods alt ikke så meget det hun skrev der gjorde størst indtryk på mig, men hvad hun skrev med. Måske på grund af hendes skønhed i øvrigt var det her jeg første gang lagde mærke til den lille grønne pen hun skrev med – en opdagelse som siden har haft en stor betydning i mit liv. Det var en limegrøn plastikpen i et meget særegent design, med et aflangt hul i midten og et formstøbt greb der gør at man kun kan holde den én vej. Jeg forstod at det var noget specielt, og i de følgende dage begyndte jeg at lægge mærke til at mange af de andre studerende havde samme model, og samtidig forstod jeg at jeg selv måtte skaffe mig sådan en.

Det lykkedes at finde den lille grønne pen nogle dage senere. Det var en af de dage hvor jeg havde fået lov at komme ind i de gamle haller nede i byen og kunne overvære Maitre Romano forelæse i et rum udelukkende af mørkt træ, stående foran et andet, enormt freskomaleri, dette med motiv af en enlig munk i et goldt middelhavslandskab. Claude Romano, som han hedder, er selv ret tør, men ikke desto mindre en ekstremt dygtig fænomenolog, og han forelæste med et kursus som slet og ret hed la verité, altså „Sandheden“, hvilket var det første jeg valgte at følge. Her forklarede han os at det sjældent er særligt gavnligt at spørge hvad en ting er, og han foreslog i stedet at spørge hvor tingen er. Denne anbefaling har tjent mig godt gennem årene, og selv med det erotiske begær har jeg haft bedre held med at spørge hvor tiltrækningen er, frem for hvad den består af.  

Om eftermiddagen i vinduet i en lille butik med fine skriveredskaber på Boulevard Saint-Michel, en typisk parisisk boulevard med grønne løvtræer, ser jeg en lille udstilling i vinduet med det jeg leder efter. I en række kulørte farver ligger den genkendelige pen som jeg på skiltet kunne se,  er plastikfyldepennen Lamy Safari. Inde i butikken bliver jeg ekspederet af en meget tjenstvillig men frastødende ældre bretonsk udseende herre, med sine hornbriller hængende i en snor nedover den brune pullover. I dag kan jeg stadig se for mig hvordan han instruerede mig venligt og tålmodigt i, hvordan man sætter blækpatron i og skifter mellem fin og medium spids. Jeg blev dog nødt til at skynde på ham fordi han havde dårlig ånde og lange, klamme negle der gjorde det svært for ham at håndtere de fine dele i fyldepennen. Ud over det rent fysiske ubehag blev jeg ekstremt irriteret over hvor underligt det var, at manden kunne leve af at være ekspedient og skulle fremvise relativt eksklusive varer – Lamy Safari var klart en af de billigste modeller – og så samtidig have så ulækre hænder. I forbindelse med at jeg skulle skrive dette kiggede jeg efter stedet på Google Maps for at finde butikkens navn, men jeg kan se at den er lukket. Jeg forestiller mig at han altså ikke havde stor succes. 

3.

I dag har jeg har jeg lært at man i Frankrig tvinger eleverne til at bruge fyldepen i skolen frem for blyant eller kuglepen. Det er årsagen til at de fleste franske studerende bruger dem: det er en vane som hænger ved. Jeg ved ikke helt hvad de franske undervisningsmyndigheders argument for det dogme er, men hvis det stod til mig gjorde man det samme herhjemme fordi fyldepennen simpelthen er det bedste skriveredskab. Der findes et helt nøgternt nytteargument her – nogle ville sige „rationelt“ – som går ud på at fyldepennen kun kan skrive hvis man holder den rigtigt. Det lærer naturligvis børn at holde pennen rigtigt. (At skrive med den krampagtige klo-hånd er simpelthen frastødende for mig.) Derudover kræver det mindre tryk at skrive med fyldepen, og det betyder at man ikke kramper så meget i hånden når man skal skrive stil, diktat og opgaver. Det er pudsigt hvordan man, når man først har prøvet en fyldepen, forstår hvor hårdt man egentlig trykker ned med en kuglepen. 

Men det er ikke disse „rationelle“ argumenter som jeg finder afgørende. Det er de æstetiske kvaliteter. En fyldepen føles bare lækkert når den trækkes hen over papiret. Prøv selv. Og så er der stregen. Stregen! Det afgørende er stregen! Man skal ikke have tegnet meget for at forstå at nogle streger er smukke, mens andre er flade og ligegyldige. Som regel kan man allerede føle det mens man sætter den, og før man overhovedet kigger, om stregen er sat uden fokus og intensitet. Erfarne tegnere giver tit nybegyndere det råd at de skal trykke hårdere med blyanten fordi man i starten ikke tør sætte en ordentlig streg. Det er ikke fordi man nødvendigvis skal trykke hårdt for at tegne en smuk streg, men det hjælper én til at sætte sig igennem. Man kan simpelthen ikke tegne en smuk streg hvis man fedtspiller. Det skyldes at bly har en vis organisk kvalitet som er afhængig af hvordan man trykker, og som netop gør at man kan kan variere udtrykket, og altså lader stregen udtrykke noget om den der har tegnet den . Denne kvalitet findes ikke i dårlig blæk, eller i hvert fald ikke på samme måde, og slet ikke i kuglepenne som jeg er kommet til at hade proportionalt med at jeg har lært at elske fyldepenne. 

Kuglepennen er på sin vis en genial opfindelse, det anerkender jeg, for man kan skrive nemt på næsten alle overflader uden at grisse, og den virker som regel. Den kan det hele, kunne man sige. Men her ligger også problemet: kuglepennen er lidt god til alt, men ikke bedst til noget. Måske det bedste valg til at skrive på avispapir der suger meget blæk, og som er for porøst til at bruge stiftblyant. Men selv her har jeg fundet ud af at en tør tuschpen – specifikt en Pilot Frixion – fungerer bedre. Jeg har dog en vis svaghed for kitsch, og jeg synes at der er noget fantastisk skønt over vellykket industrielt design, som eksempelvis de berømte BIC-penne af skiftevis blåt og gennemsigtigt plastik, både den med den sekskantede krop og den runde med clipsen hvor modhagen kommer ud i siden. Men som regel er kuglepenne bare en del af verdens plastikoverforbrug. På mit arbejde står der flere kasser med ligegyldige sponsor-kuglepenne med organisationens logo på som ingen bruger, mens chefen synes at det er for dyrt at købe ordentlige penne som medarbejderne kunne få glæde af. En praksis som vist er normen de fleste steder. Det er ikke fordi jeg er ekstrem her, jeg mener blot at der er enorm forskel på en skod 5-kroners pen med firmalogo og en Uni Mitsubishi eller en Zebra til omkring de 35 hvilket burde være indenfor budgettet på en almindelig dansk arbejdsplads. Problemet er ikke så meget plastikhylsteret men at kravet om billig produktion betyder at blækket også er billigt. Kuglepenne fyldes af et voksagtigt blæk der gør at spidsen aldrig tørrer ud, og som gør at stregen aldrig flyder ud på papiret. Et træk som gør kuglepennen idiotsikker. Til gengæld er det det som gør at man skal trykke hårdt fordi blækket ligesom skal gnides ud på papiret. Det voksagtige bindemiddel sætter også store begrænsninger for hvilke slags pigment der kan indgå i blækket til en kuglepen, og det er forklaringen på kuglepennens ligegyldige streg. Det gør det simpelthen umuligt at sætte en god streg med en kuglepen. Min position på dette område er radikal, det er jeg klar over, men jeg mener helt alvorligt at der aldrig er lavet en smuk tegning med kuglepen – jeg har i hvert fald aldrig set en. Aldrig set en håndskrift i kuglepen jeg blev betaget af. Jeg har aldrig kunnet begære nogen jeg har set bruge en bruge en billig plastikkuglepen, jeg får the ick som med voksne der går rundt i smækbukser eller med store Garmin-ure. Jeg bliver både frastødt og forundret over at møde voksne mennesker med flotte jobs som bor i huse til mange millioner, og som går op i deres udseende og livets øvrige detaljer, men som alligevel er tilfredse med at bruge en eller anden ligegyldig sponsorkuglepen de har fået på en konference engang for to år siden. Der er ekstremt mange mennesker som skriver i hånden hver dag, men som ikke er parat til at bruge bare 40 kr. på en ordentlig japansk rollerball med gode skriveegenskaber og farvedybde i blækket. 

En fyldepen bliver, som navnet antyder, fyldt med blæk af én selv løbende. Denne blæk er vandbaseret og flyder nogle gange ud og grisser lidt. Til gengæld har man nærmest uendelige muligheder for at variere farverne, både hvad angår selve farens valør og dybde, men man kan også lave farver der changerer eller har glimmer og den slags i hvilket jeg dog ikke er så interesseret i. I stedet interesser det mig mest at læse om og prøve de forskellige udgaver af sort blæk. Det skyldes at en vandbaseret blæk med gode pigmenter kan have mindst lige så meget spil som en god blyant. Det gør at man kan sætte en smuk streg, lige meget om man tegner eller skriver noter.

4.

Jeg mødte aldrig denne kvinde igen fra biblioteket. Men jeg har selvfølgelig tænkt på hende. Bruger hun stadig sin grønne Lamy Safari? Hvor ville jeg gerne røre ved den. Men jeg tænker også på andre skriveredskaber. Jeg forestiller mig en sen aften på læsesalen tilbage på Amager, vi er efterhånden kun to tilbage,  og jeg ser hvordan hun skriver på en opgave om bronzealderkunst med sin Platinum Preppy i lilla – tænk Gameboy Color-plastik – og retter på sine kawaii hårspænder. En kvinde som forstår at kvalitet ikke nødvendigvis skal koste, og at æstetik er noget man kan lære at se i alt hvis man sætter sig for det. Hun bærer en top med bare arme. Vi kommer til at smile til hinanden. Eller jeg forestiller mig at jeg mødes med en mørkhåret arkitekt i Milano, hun kommer gående fra tegnestuen et sted i nærheden, vi drikker Campari Spritz et lokalt sted mens hun fylder sin Caran d’Ache 844 med bly-stifter i HB2. Klassisk skønhed, kontrolleret men organisk, tilgivende. Vi konverserer og hun griner af mine vittigheder, mens en scooter kører forbi, inviterer hun mig hjem til aftensmad. Eller jeg forestiller mig at jeg møder en kvinde på et hotel et sted i Centraleuropa, måske i München eller Strasbourg. Jeg er på forretningsrejse, hun bærer Phoebe Philo og bemærker min fyldepen, mens jeg skriver i min kalender i hotelbaren. Jeg bestiller cocktails til os mens hun finder sin Platinum Curidas i smoke grey frem, en pen med en elegant plastikstøbning og en sofistikeret lukkemekanisme. Moderne, selvsikkert og sexet. Hun spørger om jeg har overskydende blæk, vi går op på mit værelse for at finde det til hende… 

Jeg drømmer om at sidde på en københavnsk fortovscafe og læse avis mens jeg venter på min kæreste. Hun kommer cyklende, vi får et glas hvidvin, hun giver mig en gave. Det er en flaske Iroshizuku-blæk – den bedste – i mørk blommefarve. Jeg fylder den i og laver krydsord mens hun taler i telefon. Vi behøver ikke at tale sammen. Hun lader mig se hende, se hende låse cyklen, se hende tage elevatoren, se hende åbne en mælkekarton og drikke, se hende skære sig i fingeren på dyrt japansk notepapir, se hende leve. Og vi er lykkelige.