Jeg bryder mig ikke om Microsoft Word

For nyligt har jeg fået et job. Et rigtig fint job i den offentlige administration af den slags hvor er på en eller anden måde altid er lidt kage i frokoststuen, hvor jeg svarer på e-mails med afdelingens signatur, der opfordrer modtageren til at følge os på LinkedIn, og hvor jeg skriver rapporter og afgørelser. Det er med andre ord et kontorjob ligesom mange andre kontorjobs. Det der mest af alt gør det til et job ligesom alle andre er at jeg skriver alt i Microsoft Word. I mit liv har jeg indtil videre været skærmet fra at bruge Word, men nu har jeg det åbent næsten alle de 7,40 timer om dagen et fuldtidsarbejde består af. 

Jeg bryder mig ikke om Word. Man kan måske sige at jeg hader det. Eller, at jeg elsker at hade det, da jeg er en pligtopfyldende neurotiker. Men når jeg har arbejdet lidt programmet, er der også noget andet, som går op for mig, nemlig at Word har så meget magt over det danske sprog, at man ikke kan lade være med at bruge det, selvom man lader være. 

1.

Word er et monster. Det er et program med hvad der føles som tusindvis af features man ikke har brug for og tusindvis af indstillinger, som alle står på det omvendte af, hvad man har brug for; og alle de indstillinger og featrues, man rent faktisk har brug for at have adgang til, er umulige at finde på grund af et røgslør af undermenuer og det idiotiske designvalg, der bare hedder Båndet. Der er få ting her i livet der irriterer mig mere end Båndet. Båndet er det cirka tre centimeter høje „bånd“ der løber hen over toppen af skærmen, hvorfra man kan vælge de forskellige ting, man nu vælger, som at sætte kursiv, linjeafstand, indsætte tekstbokse eller – i mit tilfæde – at journalisere sine dokumenter i statens arkiv via et software-plugin. Båndet er paradigmatisk for Microsofts grundlæggende fejlslåede designstategi fordi det begår designets kardinalsynd: ikke at forholde sig til sit medium.

Lad mig forklare. Jeg skriver denne tekst på en Apple Cinema Display, og det er den samme skærm som Gisele Bündchen arbejder på i filmen the Devil Wears Prada. Den er filmet i den tid hvor Apple gik væk fra at lave deres computere i farvet, halvgennemsigtig plastik i pastelfarver, som fx den berømte iMac G3. I stedet er skærmen den første generation af produkter i aluminium, hvilket lykkedes virkelig godt i dette tilfælde. Der er en meget smuk balance i produktets tyngde, og jeg kan ikke lade være med at tænke på hvordan Apples senere besættelse af tyndhed har ført dem ned ad en æstetisk blindgryde. A propos vil jeg nævne det lidt paradoksale at i tiden hvor kropspositivismen har gjort de fleste parate til at accepteret støtte og større kroppe, – i modsætning til særligt 00’ernes high fashion – er der kommet et langt større stramhed i det digitale udtryk, både i den grafiske brugerflade og i de konkrete objekter.

Ud over skærmens sex-appeal har jeg holdt fast i denne vintage-model fordi den er i 16:10-format. Tilbage i 2006, hvor the Devil Wears Prada blev filmet, var var computerbranchen stadig så ung at meget var til forhandling, og firmaerne turde tage modige og velovervejede valg ud fra hensynet til deres kunder. I dag er alle næsten alle skærme i standarden 16:9, som er blevet den ufravigelige standard, fordi det er den standard, som TV bruger. Det er smart for producenter af TV-programmer fordi det giver muligheden for at lave billeder af ansigter, der taler med tilpas meget rum omkring dem i bredden til, at billedet virker roligt, og man som seer kan orientere sig. Det er dog noget nær det omvendte som er afgørende for en computer – her udgør det at scrolle den grundlæggende funktion, og derfor er det den vertikale akse som man orienterer sig i, næsten lige meget hvad man laver på en moderne computer, med undtagelse af af at game og se TV-serier. Hvis man vil have overblik over sit arbejde, historierne på et nyhedssite, tingene i en webshop eller sit feed på sociale medier, så kræver det en skærm med mere plads i højden frem for bredden, men ikke desto mindre har de brede skærme vundet. På mit eget arbejde sidder jeg tit med dokumenter på over 100 sider, hvor jeg skal finde frem til en bestemt detalje, og der er meget ufordelagtigt kun at kunne se lidt over en halv side ad gangen.

Jeg tænker nogle gange over hvor mange mennesker, der mon bruger Microsoft Word om dagen. Er det over en milliard mennesker? En milliard mennesker skal sidde og stirre ind i to grå felter med dødt rum ved siden af selve dokumentet, mens Båndet sidder provokorende som en tyrans trone ovenover.

Det gør at de fleste er påpasselige med at lave teksten for smal, men det er et stort problem, for en godt opsat tekst er ikke længere end ca. en pegefinger bred. Hvis den er længere end det, vil man have tendens til ikke kunne finde tilbage til den rigtige linje når man kommer hen til enden, og desuden vil man begynde at bevæge hovedet i stedet for kun øjnene, hvilket gør en træt. Så hvis jeg sætter teksten op, som jeg mener den står bedst, så reagerer folk negativt på det, fordi skærmen allerede en for lav, og det giver os kun endnu mindre plads til at overskue selve den tekst, man skal læse, hvis man gør teksten smallere.

2.

I Danmark laver vi nogle gange grin med nordmændene fordi de laver deres egne ord for nye ting og fænomener. Jeg har på selvsamme kontor, hvor jeg bruger Microsoft Word til daglig, hørt en vittighed om ordet „nettbrett“, som altså betyder tablet på norsk. Det lyder nu også sjovt, og det skal man endelig blive ved med at lave sjov med, da norsk er det værste af de skandinaviske sprog. Men det afslører også en ret stor forskel på hvordan man går til sit sprog, som måske også signer noget om det danske sindelag kontra det norske og svenske.

I Danmark er den officielle tilgang til vores eget sprog laissez-faire. Man lader sprogets udvikling gå sin egen gang og bryder ikke ind for at rette op på det. Ordnet.dk er min yndlingsgjemmeside – jeg siger det altid som datidsformen af „ordne“ i hovedet – og her finder man ordbogen, som mange misforstår. Den danske ordbog er grundlæggende deskriptiv, og derfor registrer den blot sprogets udvikling, og den har ikke til hensigt at bestemme reglerne selvom den selvfølgelig vil påvirke dem. Man kan sige at den danske holdning til sit eget sprog er Wittgensteiniansk: Den østrigsk-britiske filosof Luidwig Wittgensteins holdning var at sproget ikke grundlæggende er regelbaseret men succesbaseret. Hvis det virker så virker det, kan man sige, og hvis man opnår det man vil, så har man talt rigtigt. Derfor opstår reglerne og bliver til regler kun for så vidt at vi har brug for regler for at gøre det hele nemmere, og det er derfor kommunikationen der muliggør reglerne, og ikke reglerne der muliggør kommunikationen. 

Selv når Det Danske Sprognævn prøver at sætte nogle regler op, så er der ingen der lytter. De prøvede i over 20 år at få danskerne til at følge deres anbefalinger til kommasætning og undlade at sætte komme foran ledsætninger, men ingen lytter og næsten alle sætter det såkaldte startkomma. Det skal dog på min blog, hvor jeg bestemmer, fremgå at sprognævnet har ret. Det er både langt smukkere og mere læsevenligt at følge deres anbefalinger, hvilket jeg selv insisterer på, uden at jeg derfor er særligt god til at gøre det i praksis.

Jeg vil skyde på at over halvdelen af alt dansk tekst i dag bliver skrevet i Word. Det betyder naturligvis at programmet har en indflydelse på, hvordan dansk kommer til at se ud, fordi mediet betyder noget for, hvordan man skriver. En sms er skrevet anderledes end et brev. En roman er andeledes i computerens tidsalder end i skrivemaskinens. Det samme gælder mit eget felt, filosofien, hvor afhandlinger skrevet med fyldepen på papir af hør eller bomuld typisk er ret løse og med underlige passager, hvilket er er typisk for det man i fagfilosofien kalder den tidligt moderne periode, der går fra slutningen af middelalderen til Kants første kritik fra slutningen af 1700-tallet, der falder sammen med udbredelsen af billigt papir af træfibre. I dag tillader redigering på computeren, særligt copy-paste, at lave teksterne helt stramme og glatte. Descartes havde nok ikke inkluderet nogle af sine helt mærkelige passager hvis han kunne gemme det på en MacBook og ikke en samling spredte papirer han skulle fragte med hestevogn rundt i Beneluxområdet.

Den mest tydelige forskel Word har haft på det danske sprog er at den har slået vores citationstegn ihjel. Jeg er stadig i sorg over det, og Bill Gates skal uddele langt flere myggenet, ja han skal måske helt kurere malaria, før jeg er villig til at tilgive ham. Danmarks sættere og tykkere har altid fulgt de tyske regler og markeret et citat ved først at sætte de tegn der ligner små 9-taller, nede ved bunden af linjen for at markere starten, og siden de små 6-taller øverst for at markere afslutningen. I dag er synes de fleste at det ser mærkeligt ud, og de bruger i bedste fald de “engelske”, hvor der i det mindste er forskel på det første og sidste tegn, og i værste fald bruger man de "dumme", hvor et det samme tegn indikerer både start og slutning. Jeg kan ikke finde ud af rent teknisk at gøre andet end det sidste, den dumme løsning, på min arbejdscomputer.

Dengang man overgik til skrivemaskine var det begrænset hvor mange tegn maskinen kunne håndtere, og derfor var  den anvendeligt kun at have én knap for begge citationstegn, den velkendte skift+2 kombination. Det var ikke det store problem for dem der layoutede teksten vidste, at skrivemaskine-tekst var manuskripter, som de sørgede for at håndtere ordentligt. I dag falder den opgave på Microsoft Word, og enten ved ondskab eller simpel inkompetence har Microsoft aldrig har indført muligheden for at sætte de „rigtige“ citationstegn. Deres konkurrent Apple har løst dette for lang tid siden, så man både i deres skriveprogram Pages samt styresystemet i det hele taget kan få det rettet automatisk. Det er sådan set ikke fordi Microsoft teknisk set er ude af stand til at lave det rigtigt, for det er muligt hvis – og kun hvis! – man skifter hele programmet til tysk. Jeg behøver vist ikke skrive at det gør mig i schlechte laune.

3.

På trods af alt dette er det største problem for mig det æstetiske. Det er svært at lave smukke tekster i Word. Det skyldes at programmet, omvendt af problemet med citationstegnene, gerne vil hjælpe en med det, men desværre er det bare ikke særligt godt til det. 

Mens jeg studerede filosofi på Københavns Universitet havde jeg Danmarks eneste landskendte filosof, Vincent Hendricks. Han er kendt i offentligheden for at snakke om sociale medier og deres „bobler“, for sin kærlighed til Matador og for sin deltagelse i monopolet, programmet der vist nu både kører på P3 og en privat konkurrent. I professionel sammenhæng er han dog specialist i noget helt andet: formel logik. Den formelle logik kan man placere i krydsfeltet mellem matematik, filosofi og datalogi. På Københavns Universitets Afdeling for filosofi ligger introduktionen på fjerde semester, og det er en af de fag man enten hader eller elsker. Jeg tilhørte den del der elskede det, meget til min egen overraskelse. Jeg har derfor Vincent Hendricks at takke for, at sætte filosoffer som Jaakko Hintikka eller David Lewis på pensum. Min begejstring for disse tekster gjorde, blandt andet, at jeg begyndte at tage fag i de mere logiske grene af matematik og at jeg læste forskellige tekster i den genre på egen hånd. 

Mens jeg læste den slags gik det op for mig at jeg indenfor den formelle logik og den teoretiske matematik kunne observere det fænomen at manuskripterne som regel var meget smukke mens bøgerne var meget grimme. Det interesserede mig fordi det var det stik modsatte af hvad jeg havde set i filosofien i øvrigt og i humaniora generelt. Et godt eksempel er Vincent Hendricks selv og hans bestseller Tal en tanke, der er en typografisk skandale, hvor grafikeren ikke har fattet de matematiske symboler og derfor har sat de forkerte. Men værre er det trods alt med de amerikanske udgivelser, og jeg tænker tit at de amerikanske forlag er direkte fjendtligt indstillede overfor deres eget produkt, altså bogen som objekt. Det er mig en endnu større skandale at David Lewis’ On the Plurality of Worlds – af mange anset som et absolut hovedværk indenfor den engelsksprogede filosofi i det 20. århundrede – er så kedelig at se på at det ville være mig umuligt selv at lave noget der så værre ud, selv hvis jeg prøvede. 

Bøgernes grimhed skyldes til dels at de matematiske fag og den matematiske-analytiske filosofi er domineret af en meget knap effektivitetstænkning, hvilket får dem til at forstå budskabet som det centrale og mediet som noget irrelevant. Det er selvfølgelig en fordom, og derfor kan der findes undtagelser, men jeg vil holde på, at det er sandt som fordom. Blandt den slags tænkere bliver det set som næsten underlødigt at gå for meget op i sit værks skønhed, da det svarer til at prøve på at overtale læseren på urimelig vis. Det er irrationelt simpelthen. Det er dog en synd, for forskellen mellem budskab og medie kan ikke opretholdes i længden, det lærer hermeneutikken os. Tilbage er at håbe på at den formelle logik lærer at blive erotisk, hvilket man må sige at – om end jeg hader at skulle sige det højt – Vincent Hendricks faktisk prøver på.

Omvendt er det som sagt med de på mange måder ligeså håbløse humanister. Jeg husker særligt at læse en opgave der i bund og grund bestod i et forsvar for skønheden forstået som realiseringen af frihed – selvfølgelig en læsning af Kants tredje kritik, udgivet på rigtigt papir i 1790 – som var grundlæggende hæslig at se på. Ironien var jeg for høflig til at påpege, men jeg havde svært ved at læse gennem 1,5 linjeafstand Colibri og blåt farvede overskrifte, som jeg kunne genkende som en standardindstilling, det frie valg Word havde givet min ven. 

Hemmeligheden bag dette fænomen er at matematikere og matematisk orienterede filosoffer skriver deres tekster i LaTeX, heruden Vincent Hendricks, hvilket jeg ved fra en fortrolig samtale, som jeg altså tillader mig at referere fra her. LaTeX er en samling af softwaredele der egentlig har til formål at gøre det nemmere at skrive formler, men som på grund af dens relativt beskedne muligheder altså gør at nørderne på matematik laver de rent visuelt smukkeste opgaver.

4.

Det jeg har prøvet at forklare er at Word giver dårlige tekster. De er dårlige på to parametre, på skønhed og på læsbarhed. Her kan man indvende at skønhed er subjektivt, men så tager man fejl. Man kan også indvende at læsbarhed er subjektivt, men så tager man også fejl.

Der der derimod er afgørende er smag. Det er i dette begreb min største anke ligger. De fleste tror at hvordan Word sætter tingene op er sådan en god tekst ser ud. Det er meget naturligt i og med at man nok kunne antage at verdens største softwarefirma nok har styr på det med tekst i verdens mest brugte tekstbehandlingsprogram. Det er imidlertid ikke noget de har styr på. Derfor vender de fleste læsere af dansk sig til at teksterne ser ud på en bestemt måde. De tror at et bestemt visuelt udtryk er den gode smag, som de så holder sig til. Dette udtryk er, i kraft af Words dominans, standardindstillingerne i Word. Men det er ikke god smag, både rent æstetisk såvel som funktionelt i forhold til læsbarhed. Det får i stedet den konsekvens at tekster der er sat op flot og med god læsbarhed kommer til at se forkerte ud for de fleste læsere, og de reagerer negativt på det. 

Det er et problem synes jeg, for jeg synes at det er godt at læse, særligt i denne tid hvor læsningen synes at være på tilbagegang. Men det kræver at teksterne ser indbydende ud og er nemme at komme igennem.

5.

Jeg håber at I har nydt at læse denne tekst. Jeg havde oprindeligt tænkt at jeg også ville indarbejde en længere analyse af Microsofts forretningsstrategi og Bill Gates’ hår. Men det er allerede blevet for langt, så jeg håber i stedet at kunne præsentere dette i næste indslag. Jeg har ind til videre lovet mig selv en tekst om måneden. Skriv dig endelig op til at modtage en email, når det kommer, og tak fordi du læser med.