Objektive mænd

For nyligt havde jeg den lidt overraskende oplevelse at jeg indenfor 24 timer var ude for tre begivenheder, der på hver sin måde havde med ordet „objektiv“ at gøre. Det er en af den slags ord som jeg bliver lidt irriteret over, hver gang jeg hører, lidt ligesom „italesætte“ (en dårligt arbejdsskade, jeg gerne ville kureres for) eller hvis jeg hører nogen sige „hvafforen“ i stedet for „hvilken“. Så det er sikkert sket mange gange i mit liv at jeg har været ude for noget lignende med andre ord, men at jeg skulle opleve dette indenfor et døgn, det lagde jeg en vis betydning i.

1.

For det første var jeg til et selskab hvor en veninde kom til at sige, at etik „ikke er objektivt“. Jeg sagde hurtigt – måske lidt for hurtigt, det indrømmer jeg – at det skulle man passe på med at sige, og før jeg selv kunne forklare, hvad jeg mente med det, så begyndte en anden filosof i selskabet at forklare problemet: indenfor det man – som regel uden selvironi – kalder for „mainstreamfilosofi“, så er det meget forbudt at sige den slags, fordi man derved påstår, der ikke findes etiske sandheder. Så kan man grine lidt ad almindelige mennesker, for selvfølgelig findes der sandheder i etikken.

På trods af knap 6 års ihærdige studier på flere filosofiske afdelinger er det ikke lykkedes mine tidligere underviserer hverken af få mig til helt at fatte dette problem, og endnu mindre at synes, det er vigtigt. Der findes adskillige punkter hvor grundige studier af filosofiens klassikere gør en klogere end de fleste „almindelige“ mennesker, men dette er ikke en af dem. Det forekommer at lige denne pointe er vigtig i filosofien primært fordi man kan tolke hverdagssprogets udsagn på en måde, der får en til at virke klogere end hverdagen. 

Det jeg prøver at sige, er at situationen var lettere pinlig. Jeg turde ikke selv afbryde den længere monolog som denne unavngivne filosof var ude i, fordi han var i besiddelse af både en ph.d.-grad og en stilling et sted, jeg gerne selv vil arbejde. Man skal forstå det som et eksempel på objektivitetens dragende virkning: man lytter til den fordi man begærer at være den gode skoledreng, som gør alt det rigtige.

Men „objektiv“ er hvad den tyske filolog Uwe Pörksen – som de bedste tyske akademikere har han et fjollet navn – kalder for et plastikord. Han kalder det plastikord men ville egentlig have kaldt det for lego-ord, altså efter klodserne, men var bange for, at det var for snæver en reference, da legoklodser ikke var så udbredt dengang i 90‘ernes Tyskland. Der er to ting som karateriserer et lego-ord. For det første at det har en aura af noget videnskabeligt over sig, hvilket skyldes, at det på et tidspunkt har været et videnskabeligt ord. Det vil sige brugt primært i videnskabelige tekster og af vindeskabsfolk, hvor det på grund af sin specielle funktion i et mindre fællesskab af naturvidenskabsnørder har haft en ret snæver betydning. Siden er det sivet ud af videnskaben og ind i dagligdagssproget, og har mistet sin betydning, fordi lange de fleste dagligdagsmennesker ikke forstår den videnskabelige kontekst, det er opstået inden for. Andre eksempler på lego-ord kunne være „kommunikation“, „valid“ eller førnævnte „italesætte“. For det andet fungerer et lego-ord fungerer på den måde at det altid fungerer, for det geniale ved lego-klodser er at de alle sammen kan sættes sammen. Alle legoklodser har den samme størrele hul i bunden og lille runde dims på toppen, og det er ret smart hvis man skal lege, fordi man kan bruge sin kreativitet og sætte klodserne sammen på nye måder. Men det er ikke særligt godt når man skal tale ordentligt og beskrive noget godt, for kan man bruge et ord om alt, så siger det som regel intet. Prøv bare at spørge dem der arbejder professionelt med „kommunikation“ om de ikke kan alt, og så spørg dem om, hvad de egentlig kan. Det rigtig gode ord passer ikke på alt men kun lige den situation, der skal beskrive.

Hverken det med etiske sandheder eller plastik-ord var noget jeg havde tænkt mig at sige i situationen, selvom jeg tænkte det. Jeg ville have opsummeret det med at forklare hvordan man skal passe på med ordet „objektivt“, fordi det er mere kompliceret end som så. Man tror det klarer tingene op, men det mudrer det hele til i stedet. 

2. 

Grunden til at jeg ved det er kompliceret med objektivitet er en anden begivenhed i mit liv. Jeg blev samme formiddag færdig med de amerikanske idehistorikere Lorrain Daston og Peter Galisons bog Objectivity, som jeg har brugt det sidste halve år på at komme igennem. Jeg mener at det er en begivenhed i ordets præcise forstand, på den måde at det er en begivenhed, som har stor betydning i mit liv. Det er på højde med dengang jeg læste Bruno Latours Vi har aldrig været moderne med en af mine gode venner, eller dengang jeg kørte rundt i Paris‘ metrolinje 4 og læste Leibniz‘ Discours de metaphysique og forandrede mit syn på alting.

Daston og Galison starter bogen med at konstatere at ordparret objektiv og subjektiv har skiftet mening i hvert fald én gang i løbet af historien. Tilbage i 1700-tallet betød det nogelunde det omvendte af i dag, da det objektive var det tvivlsommme fordi det havde en mere flygtig, sanselig eller menings-agtig karakter, hvorimod subjektiv blev set som det sikre og almengyldige man kunne sige om verden. Det får først sin nuværende betydning i kraft af et skift som sker efter den tyske idealisme gør sit indtog, hvilket vil sige i løbet af 1800-tallet. Senere i løbet af 1800- og 1900-tallet bliver objektvitet et mål for naturvidenskaben, der altså ser objektiv viden som essentielt for videnskaben som sådan. Men det betyder ikke, at man er enig om, hvad det så vil sige, og man finder mange forskellige betydninger af objektivitet, og nogle er direkte modstridende.

Det geniale ved deres bog er at de tager udgangspunkt i visuelle afbildinger som enten hjælper eller helt udgør videnskaben. Man kan derfor sige at bogen er en lang analyse af videnskabens billedsprog. Det bliver interessant fordi videnskabsmænd er nød til at tage æstetiske valg når de skal demonstreer deres resultater. Det kan være om farver eller skala, om man skal man bruge fotografi eller tegninger osv. Disse demonstrationer viser de forskllige videnskabsmænds kamp med deres egen menneskelighed og rolle i en videnskab, hvor det er meningen at der slet ikke skal være nogen menneskelig rolle, fordi den netop er objektiv. 

Mens jeg læse bogen tænkte jeg på de anatomiske modeller af menneskets organger, som jeg kan huske, at vi havde i biologilokalet på min folkeskole. Det var store modeller næsten i rigtig størrelse, hvor man kunne pille organerne ud og sætte dem ind igen. De stod inde i et fint snedkerlavet skab af mørkt træ med glasruder, og en gang imellem åbnede læreren op, og vi kunne se. Jeg husker også, at jeg gerne ville røre og prøve at pille ved den selv, men det kunne ikke rigtig lade sig gøre med en hel klasse elever, der alle sammen havde samme begær efter at pille ved en plastikelver. Jeg var fanget mellem sansernes begær efter at røre og fonuftens begær efter at være en god lille skoledreng, der holder sig tilbage. 

De her modeller blev præsenteret som objektive modeller, dengang, og det er de for så vidt også. Når jeg tænker tilbage, så husker jeg tyktarmen som lyserød. Men det kan måske have været et falsk minde, for hvis jeg prøver at finde de her modeller på nettet, så kan jeg se, at de som regel er mørkelilla, koboltblå eller blegt hudfarvet. Det er et eksempel på et æstetisk valg som nogen har truffet, som på hver sin måde kan være objektivt. Det kan være et forsøg på at være objektiv ved at være så naturtro så mulig, og ramme den bleghvide blanding af fedt og væv, som en sund tarm naturligt vil have. Men tarmen kan også være objektiv ved at være farvet på en måde der får den til at stå tydeligere ud blandt de andre organer, hvilket gør det nemmere for eleven at lære den korretke placering af tarmen – altså at fremskynde objektiv viden hos eleven.

En vigtig del af funktionaliteten ved de her modeller er at de kun passer sammen på én måde, som et puslespil – og altså ikke som en legoklods. Problemet med det er at organerne er langt mere underlige end man skulle tro. I virkeligheden sidder de langt mere hulter-til-bulter på de fleste mennesker: nogle gange har de byttet plads, noge gange sidder de skævt, har mærkelige udvæster forskellige steder og nogle gange er der flere, fx tre nyrer. Desuden er det meget normalt at gravide får rykket organerne rundt når fosteret og livmoderen vokser. Det vil sige at de plastikmodller, jeg taler om, i en anden forstand slet ikke er objektive, fordi ingen organer har set præcis sådan ud. Det skyldes at modellerne nemlig er modeller, som på en måde repræsenterer idéen on en normalkrop mere end en faktisk frop. Nogle videnskabsmænd afviser det som subjektivitet, og vil i stedet anse det for objektivt hvis man modellere efter præcist ét menneske. Et eksempel kunne være de meget populære men også kontroversielle udstillinger Bodies: The Exhibition og Body Worlds, der rejser rundt i verden med nok døde, preserverede menneskekroppe og organer til at fylde et helt konferencecenter.

Man kan opsummere det med at sige at man altid har et valg. Om man skal lave tarmen slimet-hvid-grålig som den ser ud, når den ligge inde i en opstrættet mave under operation; fuld af afføring og klam, som den ser ud normalt (i modsætning til tarmoperationer hvor patienten har fastet); senet og gennemsigt, som den fremstår når man har pudset fedtlaget omkring væk; eller måske koboltblå, så den er nem at genkende for en folkeskoleelev. Man kan ikke undslippe valget og dermed subjektiviten. Det betyder ikke nødvendigvis at objektivitet er et falsk ideal eller umuligt – langt fra. Men det betyder, at det kan betyde mange forskellige ting. 

3.

Den tredje begivenhed i mit liv der har med objektvitet at gøre indtræf morgenen efter, hvor jeg læste to interviews med nye danske mediechefer, hhv. den nye chefredaktør på Børsen, Nikolaj Sommer, og generaldirektør i DR, Bjarne Corydon. Det var i virkeligheden disse to interviews der fik mig til at beslutte, at objektivitet skulle være emnet for juli måneds indlæg her på min blog, fordi jeg igennem en længere periode har været irriteret over journalister og deres brug af ordet objektivitet.

Det to herrer har begge som mål, viser det sig, at deres medier skal lave „objektiv“ journalistik. Det er ikke så overraskende at de bruger den betegnelse for man hører tit det samme fra andre danske redaktører og journalister. Det interessante, og i mine øjne lidt bisare, er at de i disse interviews bruger den samme modifikation som næsten alle andre journalister bruger, og siger „tilstræbt objektiv“. Jeg ved ikke hvor det kommer fra, og det er mig bekendt ikke noget man finder på andre sprog. Det er heller ikke lykkedes mig at finde oprindelsen til „tilstræbt“ i forbindelse med „objektiv“, men jeg har heller ikke adgang til de databaser, der vil gøre det muligt at finde ud af. 

Man kan til forsvar for idealet om det tilstræbt objektive sige at det på sin vis imødekommer nogle af de pointer, jeg er kommet med her, fordi man med modifikationen „tilstræbt“ siger, at man godt forstår, at man aldrig kan komme i mål med at være helt objektiv, og så derfor indsætter man denne lille ydmyghed. Men det er at misforstå min pointe – for det svære med objektivitet er ikke rent faktisk at opnå det, men i stedet at man ikke ved, hvad der er man stræber efter, når man tilstræber objektivitet.

Derfor bliver store ord og erklæringer om objektivitet en måde at tale uden at sige noget. Prøv bare at forstille dig at du er en journalist på fx DR eller Børsen, og du har en historie, du har svært ved at få styr på. Så går du til chefen og beder om hjælp. „Du skal bare gøre det objektivt,“ vil ikke hjælpe dig overhovedet. Det er fordi en chef grundlæggende skal tage beslutninger om hvad der er vigtigt og hvordan man prioriterer sine resurser. Man kan fx ikke sige at man „vil sætte flere penge af til en indsats om at blive mere objektive i organisationen“, fordi det sikkert kunne lyde fint, men ville være fuldkommen meningsløst. Det er i  yderste konsekvens et svigt, fordi man giver et påbud om noget – at være mere objektiv – men ikke nogen forklaring på hvad det betyder. Det er synd for der er reelle dilemmaer for et medie, som er meningsfulde at prioritere i: Skal man bruge mere tid på faktatjek og acceptere at man er langsommere med nyhederne? Skal man kalde Iraels angreb for folkedrab? Skal man researche flere egenproducerede nyheder vel vidende at de kan vise sig ikke at føre til noget? Den slags spørgsmål findes der ikke et objektivt svar på.

Jeg læser de interviews i kontekst af de danske mediers tillidsproblem, som er dokumenteret i gentagende undersøgelser. Deres tillidsproblem vil de løse ved at være objektive, sådan forstår jeg det. Jeg vil forslå den omvendte stretegi – nemlig at være mere subjektive. Det skyldes at man ikke kan stole på et objekt, man kan kun stole på et subjekt. Jeg startede med at abonnere på Information omkring 7. oktober 2023, og har derfor primært læst om de følgende begivenheder i Isreal og Gaza her. På grund af deres sobre og nøgterne artikler sammen med deres lederes moralske klarsyn, så stoler jeg på Informations dækning. Det er med en vis ydmyghed, for jeg er klar over at jeg ikke selv har viljen eller evnerne til at sætte mig ordentligt ind i tingene. Jeg stoler derfor mere på deres chef, Anton Geist, end jeg gør på mig selv, eller på nogen „objektive“ beviser for noget – om det så er fx billeder eller grafer eller hvad det nu måtte være. Anton Geist har bevist sin dyd som en dygtigt journalist overfor mig gennem længere tids arbejde, og det er det vigtige. Jeg kan derfor ikke bruge en objektiv gennemgang til noget, fordi jeg netop ikke har evnerne til at vurdere den som sådan, og jeg synes endda at det er rationelt af mig at opføre mig på denne måde: at stole på andre mennesker fordi de er dem selv og ikke bare et objekt. 

Hvis du stoler på mig og mit løfte, så kan jeg fortælle at jeg har lovet at publicere et indlæg her hver måned. Så jeg håber at du vil vende tilbage fra tid til anden eller måske skrive din email i formularen, så du kan modtage en notifikation, hver gang der kommer et nyt indlæg. I august skal det bl.a. handle om mit forhold til økser og så namedropper jeg endnu en tysk filosof med et fjollet navn. Vi ses.